Årsmøde i MissionGreenFuels sikrer bedre samarbejde på tværs af projekter

Det første årsmøde i MissionGreenFuels blev afholdt den 14.-15. marts 2023 på Aalborg Universitet Esbjerg. Her deltog partnere fra alle projekter i Pulje 1 for at netværke og øge samarbejdet mellem projekterne.

”Formålet med dette årsmøde i MissionGreenFuels var at facilitere, at projekterne ikke kun kører i én retning, men også interagerer med hinanden. De har brug for hinanden for at få denne mission til at lykkes,” siger formand for MissionGreenFuels og administrerende direktør i virksomheden Hydrogen Valley, Søren Bjerregaard Pedersen og fortsætter:

”Som SMV har du nogle produkter og ydelser, som man kan byde ind med i disse specialistfora. Når du samler alle, der ved noget om et emne, kan du komme dybere ned. Bare i frokostsnakken på årsmødet har vi talt sammen på et meget højt, teknisk og innovativt niveau, fordi dem, der er med her, er industrispecialister.”

Næstformand og professor ved DTU, Søren Linderoth, er enig.

”Det betyder, at de enkelte projekter bliver mere værdifulde, fordi vi hjælper hinanden og derfor kommer meget hurtigere frem mod målet. Det er nok det vigtigste og mest unikke ved MissionGreenFuels: At vi kan accelerere det momentum, vi har brug for, ved at vi er mange partnere, som taler med hinanden på tværs af projekter,” tilføjer han.

Akut brug for grønne brændstoffer

Og det er der i den grad brug for, hvis du spørger en af de store virksomheder, der deltager i MissionGreenFuels.

”Det er ekstremt vigtigt, at vi får accelereret udviklingen og produktionen af grønne brændstoffer. Vi er primært interesserede i e-methanol, og mange projekter i MissionGreenFuels fokuserer netop på at få accelereret udviklingen af PtX-produktion,” siger Maria Strandesen, Director, Head of Future Fuels i Maersk.

Hun mener, at projekterne tager fat i nogle af de rigtige aspekter såsom at øge effektiviteten af electrolyzers og derved produktionen af billig grøn brint, hvilket ifølge Maria Strandesen er et nøgleelement i at få accelereret produktionen af grønne brændstoffer. 

”I Maersk har vi har brug for store mængder grøn e-methanol meget snart. Det første mindre skib, der sejler på e-metanol, kommer ud allerede i år. I perioden 2024-26 får vi yderligere 18 store skibe ud på vandet som tilsammen vil have skulle brænde omkring 750.000 ton grøn methanol om året. I 2021 var verdens samlede produktion af e-methanol på blot 30.000 ton, så der er et væsentligt skaleringsbehov,” understreger hun.

Derfor bygger Maersk også skibene med dual-fuel motor.

”Skibene vil kunne sejle på heavy fuel oil eller biodiesel, hvis vi ikke kan skaffe nok e- og/eller bio-methanol. Men på sigt er det den grønne metanol, vi ser som vores strategiske og langsigtede brændstof,” siger Maria Strandesen. 

Stærkt og veletableret partnerskab

Hos Innovationsfonden glæder man sig over, MissionGreenFuels er kommet godt i gang.

”MissionGreenFuels har allerede internationale partnere og et godt fokus. Desuden repræsenterer den hele værdikæden, som vi håbede på,” siger Investment Officer i Innovationsfonden, Martin Søndergaard.

Han roser desuden sekretariatet i MissionGreenFuels, der har repræsentanter fra Aalborg Universitet, Energy Cluster Denmark og Dansk Center for Energilagring, for at have delt opgaverne godt imellem sig og etableret sig inden for nogle kendte rammer, som betyder, at man enkelt og hurtigt har kunnet komme i gang med missionen.

Partnership Director for MissionGreenFuels, Carina Jensen, ser efter et succesfuldt årsmøde frem til det videre samarbejde på tværs i missionen.

”Det har været fantastisk at være vidne til, hvad der sker, når du samler så mange eksperter. Der er ingen tvivl om, at vi kan opnå meget mere gennem et partnerskab som dette, frem for at køre en masse separate projekter,” siger hun.

Scroll to top
LinkedIn