Bedre koordinering kan sikre en fælles, dansk roadmap for grøn omstilling

MissionGreenFuels og Inno-CCUS var den 17. januar 2023 værter for en fuldt booket konference på Danmarks Tekniske Universitet.

Fokus for konferencen var en realisering af Pool 2 for de to missioner, hvor der bliver afsat sammenlagt over 160 millioner kroner til nye projekter inden for henholdsvis CO2-fangst, -lagring og -anvendelse samt grønne brændstoffer til transport og industri.

Formandskaberne for de to partnerskaber indledte med at fremhæve vigtigheden af den missionsdrevne tilgang til at finde løsninger på samfundets udfordringer.

En efterfølgende paneldebat vendte blikket mod på det akademiske, industrielle og politiske ansvar for og bidrag til den grønne omstilling med udgangspunkt i de i alt fire aktuelle missioner, hvor Innomission 3 og 4 handler om henholdsvis klima- og miljøvenligt landbrug og fødevareproduktion samt cirkulær økonomi med fokus på plast og tekstiler.   

”Der er stor sammenhæng mellem de fire missioner og god grund til at tænke aktiviteter på tværs af partnerskaberne, som både deler flere udfordringer og løsninger. Fangst, lagring og udnyttelse af CO2 og Power-to-X indgår for eksempel i fælles værdikæder, og der er fælles problemstillinger i forhold til at sikre sektorkobling og effektiv infrastruktur. Derfor giver det utrolig god mening, når MissionGreenFuels og INNO-CCUS har taget initiativ til at afholde en fælles konference,” sagde Annemarie Munk Riis, vicedirektør og chef for Innopartners, Innovationsfonden.

I debatten deltog desuden Kristian Jensen, adm. dir., Green Power Denmark, Anne Højer Simonsen, vicedirektør for klima, grøn omstilling og energi, Dansk Industri samt Anne Grete Holmsgaard, formand, EUDP.

Panelet var enigt om, at det var vigtigt at koordinere de forskellige roadmaps for, hvordan den grønne omstilling kan realiseres i Danmark frem mod 2030 og 2050 – ikke blot på tværs af missionerne, men også på tværs af de regionale fyrtårne og myndigheder, der alle har udarbejdet bud på et roadmap.

De enkelte roadmaps er ofte ukendte for andre end de involverede parter og skal derfor frem i lyset, så en bedre koordinering kan finde sted. Det vil betyde, at de forskellige parter i langt højere grad kigger i samme retning og at midlerne kan blive anvendt bedst muligt.

Billederne er taget af Frederik Emil Kristensen

Scroll to top
LinkedIn