NYE ENERGIANLÆG: EN ÆRLIG DIALOG MED BORGERNE

Et samfund baseret på vedvarende energi kræver en masse nye, tekniske anlæg i form af fx vindmøller, solcelleparker og PtX-fabrikker.

Undersøgelser viser dog, at langt de fleste energianlægsprojekter ikke bliver til noget på grund af borgermodstand. For borgerne er ofte enten ikke blevet hørt eller inddraget alt for sent i processen, så deres indflydelse på anlægsprojektets udformning har været minimal.  

Så hvordan sikrer man, at naboer til nye energianlæg bakker op frem for at blokere? Det har studerende fra Antropologi på Københavns Universitet set nærmere på i en række projekter med feltstudier af konkrete cases.

Mandag den 22. maj præsenterede de deres resultater og anbefalinger under overskriften ”Et Samfund på vedvarende energi – Antropologiske perspektiver på en bæredygtig energifremtid.”

Om formiddagen var fokus på civilsamfundets rolle i den grønne energiomstilling. Her sad sekretariatschef i DaCES Anne Marie Damgaard, der også er med i MissionGreenFuels sekretariat, i panel med Nanna Bonde, European Energy A/S, Mette Marie Vad Karsten, DBI – Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut og Kasper Tang Vangkilde, Københavns Universitet, som skulle give de studerende feedback.

ANBEFALINGER

Ifølge de studerende er et gennemgående problem i anlægsprojekterne manglende transparens og kommunikation. Borgerne har svært ved at gennemskue beslutningsprocesserne og hvem der er ansvarlig for hvad. Derfor skal kommunikation og formidling være markant bedre. Lad fx være med at kalde det for et borgermøde, som lægger op til dialog og forhandlinger, hvis det reelt kun er et informationsmøde.

Desuden skal man undgå at gøre anlægsprojekterne ”smukkere”, end de er. Vær ærlig og inddrag borgerne i det omfang, det er muligt tilpasse anlægget og omgivelserne til deres ønsker. Anerkend borgernes bekymringer for, hvordan anlægget vil påvirke lokalområdet.

De fleste borgere bakker op om grøn omstilling og energianlæg – også i deres lokalområde – de vil bare ikke køres over og sættes uden for indflydelse.

Ofte kan man indtænke elementer i projekterne, som betyder, at anlæggene skaber værdi for lokalområdet og bliver en destination, man har lyst til at besøge.

Og så skal man huske at evaluere projekterne i månederne og årene efter etablering, så man kan tage ved lære af, hvordan det rent faktisk er at bo ved siden af anlæggene. Ofte evaluerer man kun projekterne under og lige efter anlægsfasen. 

Sådan lød blot nogle af de mange guldkorn fra de studerende.

Anne Marie Damgaard var imponeret over de studerendes arbejde og foreslog, at man samlede deres anbefalinger i et katalog, som virksomheder og kommuner kan bruge i forbindelse med nye anlægsprojekter.     

Nanna Bonde, Local Engagement Manager hos European Energy, der står bag mange af anlægsprojekterne, var også meget glad for de studerendes anbefalinger:

”Det er nyttige og relevante observationer og input, som jeg vil tage med i vores videre arbejde. Borgernes opbakning til den grønne omstilling i de kommende år er afgørende, så det vigtigt at skabe en bedre gensidig forståelse hos udvikler af vedvarende energi og borger for, hvad der reelt er på spil for begge parter, når nye anlæg skal implementeres,” siger hun.

De studerendes projekter indgår i COMON-projektet (Engaging Comunities in the Green Fuels Transition) under MissionGreenFuels.

Scroll to top
LinkedIn